Uddannelse for vagter forlænges
Uddannelsen "Grundlæggende vagt" forlænges fra 4 uger til 6 uger.
Foto: Shutterstock
18. marts 2019

Fra 4 til 6 uger: Længere uddannelse til vagter

Bandepakken har forlænget certifikatuddannelsen for vagter og den afsluttende prøve er blevet sværere.

Certifikatuddannelsen ”Grundlæggende vagt” er fra 1. januar blevet forlænget fra 4 til 6 uger.
Det er sket som en del af bandepakken. 
 
”Forlængelsen har været et ønske for VSL i flere år. Vi har tidligere foreslået 7 uger og er glade for, at uddannelsen nu er blevet forlænget med 50%.” siger Jannick Pedersen, som repræsenterer VSL i det faglige udvalg for vagter og til dagligt er fællestillidsrepræsentant i G4S.
 
Som noget nyt indeholder uddannelsen også noget om security awarenes, som handler om at genkende trusler i hverdagen. Det kan bl.a. være samarbejde mellem vagter og myndigheder om at holde et vågent øje med trusselsbilledet for eksempel i forbindelse med terror. 
 
De første forlængede kurser er afholdt. Jannick kan berette, at der er blevet taget godt imod den nye uddannelse – både blandt deltagerne og på skolerne. Kurserne har nemlig fået mere indhold og kvalitet og mere tid til praktiske øvelser. 
Det betyder også, at den afsluttende praktiske prøve er blevet sværere.
 
”Uddannelsen er vigtig for branchen. I stort set hele den private vagtbranche er certifikatet eller erhvervsuddannelsen nemlig et krav for at få arbejde som vagt”, forklarer Jannick.
 
Certifikatet kan tages på:
Next 
Aarhus TEC 
ZBC
 
Efteruddannelse
Den nye længere uddannelse får ikke betydning for dem, der har taget certifikatet på 4 uger. Der er heller ikke mulighed for at tage et brushupkursus, men der er mulighed for at tage AMU-kurser, hvis man vil dygtiggøre sig som vagt. 
Se AMU kurser for vagter her
 
Erhvervsuddannelsen som vagt
Jannick anbefaler også, at flere tager den 2-årige erhvervsuddannelse som vagt. Har man certifikatet og joberfaring som vagt, er det muligt at få merit og dermed tage uddannelsen på kortere tid. Du kan tage uddannelsen som voksenlærling og dermed ikke gå ned i løn, mens du uddanner dig. 
 
”Jeg har været i branchen i mange år, hvor jeg har arbejdet som vagt i mange funktioner, og er der én ting, jeg kan sige med sikkerhed, så er det, at der stilles højere og højere krav til os, der skal arbejde som vagt. De sidste 10 år er meget forandret. Hvor man før kunne høre folk sige, at kan du ikke andet, så kan du da altid blive vagt - til i dag, hvor vi løser mere og mere komplicerede opgaver som for eksempel teknisk overvågning, men også i retspsykiatrien og i hjemmeplejen. 
For arbejdsgiverne betyder det, at de vil efterspørge mere kompetent arbejdskraft, som har taget erhvervsuddannelsen”, uddyber Jannick Petersen.  
 
Læs mere om erhvervsuddannelsen her

 

Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her