Barsel
Et større vagtfirma må til lommerne, fordi man uberettigede fyrede en medarbejder, som skulle være far.
Foto: Shutterstock
18. marts 2019

VSL skaffer 110.000 kroner til fyret medlem

En arbejdsgiver kan ikke fyre en medarbejder, der venter barn. Det står klart for et større vagtfirma, der er blevet tvunget til at punge ud med tre måneders løn for uberettiget opsigelse af en medarbejder, som skulle være far.

Skal du være far? Tillykke – her er din fyreseddel. Nogenlunde sådan var forløbet for et VSL-medlem, der nu har kostet hans arbejdsgiver 110.000 kroner for uberettiget opsigelse. 

Beløbet svarer til tre måneders løn for det 39-årige medlem.

- Lige så snart man venter barn, har man pligt til at give besked til sin arbejdsgiver. Vi anbefaler, at man gør det skriftligt, så man senere kan dokumentere det, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Robert F. Andersen, som er næstformand i VSL, der har kørt sagen for medlemmet.

VSL går ind i sagen
Medlemmet kontaktede VSL, efter at han var blevet opsagt fra det vagtfirma, hvor han var ansat.

Både navnet på medlemmet og på vagtfirmaet er redaktionen bekendt.

Under samtalen kom det hurtigt frem, at han tre uger før sin opsigelse havde fortalt sin arbejdsgiver, at han skulle være far og derfor skulle have barsel og orlov.

- Fordi han blev opsagt så kort tid efter, tog de lokale tillidsrepræsentanter fat i arbejdsgiveren for at drøfte sagen. Da de ikke kunne nå til enighed, gik sagen videre til os, fortæller Robert F. Andersen.

Loven beskytter lønmodtageren
Desværre lykkedes det heller ikke VSL at lande en aftale, selvom Ligebehandlingsloven faktisk helt utvetydigt er på lønmodtagerens side.

- Man kan nemlig ikke bare opsige ansatte, der er gravide, uanset om det drejer sig om en mor eller en far, forklarer Robert F. Andersen.

Alligevel er det først, da sagen ender hos advokaterne for henholdsvis VSL og arbejdsgiverens brancheorganisation, at der kommer skred i sagen, siger VSL’s næstformand.

- Og her blev det slået fast, at der var tale om en uberettiget opsigelse, og virksomheden måtte som bekendt indgå forlig med VSL og medlemmet.

Venter du barn? Se reglerne her
Graviditet, adoption og barsel. Der er mange regler at holde styr på, når man skal have et barn.

Derfor har Serviceforbundet lavet en guide, der forhåbentlig kan give dig svar på dine spørgsmål.


Har du stadig spørgsmål? Så tøv ikke med at kontakte os.

Ring til Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening på: 3614 1111

Mandag, tirsdag og torsdag, klokken 9 – 16 (frokost 11.30 – 12.00)
Onsdag, klokken 10 – 16 (frokost 11.30-12.00)
Fredag, klokken 9 – 11.30.

Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her