Brug din stemme når der skal vælges tillidsrepræsentant
Brug din stemme når der skal vælges tillidsrepræsentant
20. maj 2019

Du skal bruge din mulighed for indflydelse og stemme til TR-valget

Din stemme kan afgøre, om din arbejdsplads har en tillidsrepræsentant og dermed en lokal repræsentant til at løse problemer på arbejdspladsen.

Faglig sekretær Ulla Thygesen er rigtig ærgerlig. Hun har to gange inden for kort tid oplevet, at en arbejdsplads ikke fik valgt nogen TR.

- I begge tilfælde skulle de for første gang vælge en tillidsrepræsentant. Begge gange var der flere kandidater, der stillede op. Ved nyvalg skal man have 1/3 af samtlige ansattes stemmer. Det fik ingen af kandidaterne, selv om det var meget tæt på for den ene kandidat. Så hvis lidt flere havde stemt, havde arbejdspladsen fået en TR. Nu fik den ingen.   

- Det bliver jeg utrolig ærgerlig over, for medarbejderne på arbejdspladsen er stillet meget bedre med en TR. Herinde i forbundet forsøger vi at følge med så godt som muligt, men vi kan jo ikke på samme måde som en lokal repræsentant vide, hvad der sker på arbejdspladsen.  

En del af demokratiet
Netop retten til at vælge en tillidsrepræsentant som fagforeningens lokale repræsentant er en vigtig del af muligheden for indflydelse.

- På langt de fleste arbejdspladser opstår der mindre og større problemer. I mange tilfælde kan de løses i dialog med ledelsen. Tillidsrepræsentanten er valgt til at tage den dialog og eventuelt inddrage mig som faglig sekretær, siger Ulla Thygesen.

Hun fortæller, at det primært er de mindre virksomheder, der har problemer med at få valgt en TR. I de små virksomheder har kollegerne ofte meget lidt kontakt med hinanden, og her er det ekstra vigtigt at have en lokal repræsentant.  

- Jeg kan ikke opfordre nok til, at du bruger din stemme og får indflydelse. Det er en demokratisk ret, som fagbevægelsen har kæmpet for, så deltag næste gang, der skal vælges TR, slutter Ulla Thygesen.




„Der er problemer på arbejdspladsen, som ikke bliver løst, fordi medarbejderne ikke har en tillidsrepræsentant.“

Ulla Thygesen, faglig sekretær i VSL.


Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her