Vagt uden vagtkort
Foto: VSL
16. september 2019

Du er ikke omfattet af brancheoverenskomsten, hvis du ikke har et vagtkort

Du ved sikkert, at for at blive ansat i den private vagtsektor, skal du have et vagtkort. Det er ulovligt at arbejde som vagt uden vagtkort. Men ved du også, at du ikke er omfattet af overenskomsten og dermed de løn- og arbejdsvilkår, der er reguleret i denne, uden et vagtkort, og at vagtkortet er nødvendigt for, at vi kan køre en sag for dig inden for det fagretslige system?

- Vi oplever desværre, at nogle vagtfirmaer ikke sørger for, at deres ansatte har vagtkurset på 6 uger og dermed kan få et vagtkort. Det er et stort problem, for ikke alene er det ulovligt for din arbejdsgiver efter §7 i lov om vagtvirksomhed. Det er også sådan, at vagtkortet er en forudsætning for, at man er omfattet af overenskomsten, siger Robert F. Andersen, kasserer i VSL.

- Selv om det er din arbejdsgiver, der har pligt til at sørge for, at du har kurset og får et vagtkort, så er det faktisk også et problem for dig at arbejde som vagt uden vagtkort. Sker der noget, som involverer politiet, kan de bede om at se dit vagtkort.  

Sådan er reglerne
For at blive vagt, skal du have bestået et vagtkursus på et af de tre godkendte AMU-uddannelsessteder. Der er 2 på Sjælland og 1 i Jylland. Du skal også have en ren straffeattest. Uddannelsen varer 6 uger. Du lærer blandt andet om love og regler, selvforsvarsparagraffer, konflikthåndtering, brandbekæmpelse og selvfølgelig, hvordan man udfører almindelige vagtopgaver.

Når du bliver ansat som vagt, skal din arbejdsgiver sørge for, at du har et vagtkort. Din uddannelse gælder hele tiden, men når du skifter til et andet vagtjob, skal du have et nyt vagtkort. Så uddannelsen følger dig, mens vagtkortet er knyttet til virksomheden. Vagtkortet koster cirka 300 kroner for din arbejdsgiver.

Du skal have vagtkort, uanset om din arbejdsplads har overenskomst eller ej.

Er du vagt flere steder, skal du have flere vagtkort
- Har du ikke uddannelsen, skal du hurtigst muligt aftale med din arbejdsgiver, hvornår du kan komme på kursus. Mangler du vagtkortet, skal du bede din arbejdsgiver om at sørge for det, siger Robert F. Andersen.  

- Få din tillidsrepræsentant til at hjælpe dig, hvis I har sådan en. Du er også meget velkommen til at ringe ind til os i fagforeningen. Så kan vi rådgive dig og tjekke din ansættelseskontrakt.

- Og så er det meget vigtigt at huske, at hvis du er vagt flere steder, så skal du have et vagtkort for hvert firma.

Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her