Årets tillidsrepræsentant
Kåring af årets tillidsrepræsentant
Foto: Ursula Bach, PensionDanmark
17. september 2019

Carl Ploug fra ISS blev årets TR

Hvert år kårer PensionDanmark årets TR. I år tilfaldt æren Carl Ploug, som til daglig arbejder hos ISS. Carl har kun været TR i et år. Men han har gjort det så godt, at kollegerne indstillede ham til prisen.

Når man bliver årets tillidsrepræsentant, så har man i den grad gjort sig fortjent til prisen.

Og selv om årets prismodtager er vant til lidt af hvert, så blev han synlig rørt over anerkendelsen og prisen, som blev overrakt på PensionDanmarks TR-forum 3. september.

- Jeg bruger selv anerkendelse i min tilgang til andre mennesker, så det var helt underligt, at det nu var mig, der blev anerkendt. Men bestemt meget dejligt, siger Carl Ploug.  

Bruger sine kompetencer
Carl Ploug har kun et års erfaring med hvervet som tillidsrepræsentant, men han har 30 års erfaring med arbejde inden for det sociale område, blandt ved at være plejefamilie, pædagog og kropsterapeut. Desuden har han haft tillidshverv inden for skoleverdenen og politik.

- Noget af det vigtigste som TR er at lytte og præsentere tingene ordentligt. At være TR er jo, som navnet siger, et tillidshverv. Og mine kolleger skal have tillid til, at jeg kan skabe resultater. Det kan man blandt andet ved at være vedholdende og ikke give op, men også ved at stille realistiske krav og forslag.    

Bindeled mellem medarbejdere og ledelse
Selv om man er TR for sine kolleger, så går det ikke uden et godt samarbejde med ledelsen, mener Carl Ploug.

- En af de største udfordringer som TR er nok at skabe en god sammenhæng mellem de problemstillinger, mine kolleger kommer med, og de vilkår, som ledelsen arbejder ud fra.

- Medarbejdernes og ledelsens ønsker er jo ofte ikke ens. Derfor er det nødvendigt at anskueliggøre tingene og fremlægge det, så ledelsen kan forstå hensigten. Når vi forhandler, går jeg tilbage til mine kolleger, inden vi aftaler noget, så vi er enige om, hvad aftalen går ud på, siger Carl Ploug.

Vi er meget stolte
Vicki Maria Aagaard Pedersen, der er chef for personalejuridisk afdeling i ISS, fortæller, at de er super stolte af at have årets TR. ISS har i alt 60 tillidsrepræsentanter.

- Carl Ploug er unik til at insistere på taletid og på at blive hørt. Han bliver ved, hvis der er noget, som kan blive bedre. Han er desuden meget løsningsorienteret, og det er altid muligt at finde en konstruktiv løsning, som er god for medarbejderne, for ISS og for vores kunder.

- Det er så dejligt, at Carl Ploug har fået denne anerkendelse, for det er ikke altid så nemt at have et tillidshverv. Han har virkeligt fortjent anerkendelsen, og i ISS er vi rigtig glade for at have årets TR ansat, slutter Vicki Maria Aagaard Pedersen.  



Derfor fik Carl Ploug TR-prisen

Vinderen af årets TR-Pris blev Carl Ploug fra ISS. PensionDanmark skriver på deres hjemmeside: Carl Ploug er tillidsrepræsentant, som med sit engagement og konstruktive tilgang til tillidshvervet har skabt resultater i tæt samarbejde med ledelsen samt bidraget til at gøre opmærksom på de overenskomstbestemte goder, såsom fx PensionDanmark Sundhedsordning.

Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her