Lønkompensation
Tjekker du din lønseddel?
Foto: Shutterstock
11. oktober 2019

Vagtmand fik 120.000 kr. for manglende løn

Det kan godt betale sig at få tjekket sin lønseddel eller bede fagforeningen om at tjekke. En vagt i et mellemstort vagtfirma på Vestegnen fik i forbindelse med en anden sag tilbudt at få tjekket lønsedlerne. Og der var så meget galt, at et forlig endte med 120.000 kr. til vagten.

Når du er ansat i et privat vagtfirma, har du højst sandsynligt mange skiftende vagter, og din lønseddel er måske ikke helt så ligetil at gennemskue. Men du skal have styr på din løn, for ellers kan du nemt få mindre i løn, end det du har krav på. Og det er da ærgerligt at blive snydt.

- I sagen med vagten viste det sig, at han alene i pension manglede at få lidt over 35.000 kr. Der manglede også penge for overtid, feriegodtgørelse og feriepenge. Vi gennemgik en toårig lønperiode, og det endte i et forlig på 120.000 kr., siger næstformand Robert F. Andersen.

Hold selv styr på dine timer
Er du privatansat vagt, så har Robert F. Andersen nogle gode råd til dig:

  • Print altid dine tjenesteplaner ud eller gem dem på din pc hos dig selv, så du altid har dine gamle tjenesteplaner, hvis der opstår tvivl om din løn. Gemmer du dem, bliver det muligt at se, hvornår der er ændret i planerne.
  • Skriv evt. dine timer ned i din egen lommebog, hvis det virker bedre for dig, så du har styr på det.
  • Husk også at skrive de timer ned, du arbejder, for eksempel hvis du er kaldt på arbejde tidligere end planlagt eller må blive længere. Hvis ikke du har kunne holde din frokost, har du også ret til at godskrive den til dig selv.
  • Kontakt VSL, hvis du mener, at der er fejl i dine lønsedler. Så tjekker vi gerne din løn for dig. For at gøre det skal vi bruge: din ansættelseskontrakt, dine lønsedler og dine tjenesteplaner.

Ofte fejl i pensionen
Robert F. Andersen fortæller, at manglende indbetaling eller fejl i indbetalingen af pension er en af de hyppige fejl.

- Nogle arbejdsgivere ”glemmer” at give pension fra første dag. Hvis du har en arbejdsmarkedspension med dig fra et andet job, så fortsætter den i det nye job, og det skal du sikre dig, at den gør.

- Hvis du ikke har en arbejdsmarkedspension med dig fra et andet job, skal du senest 5 måneder efter din ansættelse have en. Men vi oplever, at nogle arbejdsgivere ”glemmer” det, og snyder dig for den pension, du har krav på ifølge overenskomsten, siger Robert F. Andersen.


Vigtige nyheder

Ringe sikkerhed og social dumping i DR

Gennem mere end et år har VSL forsøgt at få svar fra DR om ulovlig brug af eventfirma til vagtopgaver. Nu rejser VSL sagen politisk.

Læs mere her