VSL
Hvis der er problemer med arbejdsmiljøet på din arbejdsplads, kan du klage – anonymt.
Foto: Shutterstock
22. januar 2020

Er dit arbejdsmiljø OK?

Vidste du, at du kan klage – anonymt – over arbejdsmiljøet på din arbejdsplads – direkte til Arbejdstilsynet?

Du kan både klage telefonisk, eller du kan udfylde Arbejdstilsynets onlineblanket. På blanketten bliver du spurgt om virksomhedens eller arbejdsstedets adresse og skal oplyse, hvorfor du mener, at arbejdsmiljøreglerne ikke bliver fulgt.

Hvem kan klage?
Du kan indgive en klage over arbejdsmiljøet enten på din egen arbejdsplads, eller på en anden arbejdsplads, hvis du har mistanke om, at arbejdsmiljøreglerne bliver overtrådt.

Hvis det handler om din egen arbejdsplads, har I måske en AMR. I det tilfælde vil det være en god idé at snakke med din AMR om din mistanke, før du indgiver en klage til Arbejdstilsynet.

Hvordan er jeg anonym?
Du har ret til at være anonym, hvis du klager. Det vil sige, at din arbejdsgiver ikke får at vide, at du har skrevet eller ringet til Arbejdstilsynet. Det gælder også selvom din arbejdsgiver søger aktindsigt.

Hvad sker der, hvis jeg klager?
Hvis der er akut fare, vil Arbejdstilsynet som udgangspunkt komme på besøg på arbejdspladsen hurtigt. Men det er i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering, om – og hvor hurtigt - Arbejdstilsynet tager på tilsynsbesøg. Selvom det er dig, der har indgivet klagen, vil du ikke få besked om et eventuelt tilsynsbesøg.

Hvis du vil se, om din arbejdsplads har haft tilsynsbesøg eller har fået påbud om at overholde arbejdsmiljøreglerne, kan du i visse tilfælde søge aktindsigt. Det kan du læse mere om her.

Vigtige nyheder

Har du husket at stemme om din nye overenskomst?

Hvis du er en af de mange, som har fået forhandlet ny overenskomst, så kan du stemme frem til 15. april. Du burde have fået en mail eller et brev,...

Læs mere her