13. jan 2015

Succes for Serviceforbundet på DM i Skills

68.000 besøgte Skills-mesterskaberne i Bella Centret – og mange tusinde af dem blev klogere på Serviceforbundets og landssammenslutningernes faglige arbejde. Frisør og kosmetiker fra Tech College Aalborg løb med Danmarksmesterskaberne i deres discipliner.

Ikke alle 68.000 besøgende ved  DM i Skills-arrangementet kom forbi Serviceforbundets stand, men mange tusinde stoppede op ved forbundets informationsstand, hvor medarbejderne svarede på hundredvis af spørgsmål om forbund, landssammenslutninger, fagbevægelsen generelt og OK-kampagnen specifikt. 

 -Det er første gang, Serviceforbundet er med på Skills, men vi kan roligt fastslå, at vores tilstedeværelse blev bemærket, og generelt kan vi notere en gedigen publikumssucces. Mange kender ikke Serviceforbundet og vores 11 landssammenslutninger, men det gør de nu, og det har stor betydning i en tid, hvor det er vigtigt at fortælle om forskellen på de seriøse fagforeninger og fag-forretningerne, siger organisationssekretær Finn Johnsen, der stod i spidsen for forbundets indsats på Skills, som er forum for erhvervsskolernes indsats for at få unge skoleelever til at vælge de mange gode erhvervsuddannelser, de tilbydes. I forbindelse med Skills afvikles også en dyst, hvor 300 elever fra 51 forskellige fag kæmper om at blive Danmarksmestre i deres erhvervs-discipliner, og DM’erne kvalificerer sig til konkurrencer i juni i Sao Paolo i Brasilien, hvor muligheden for at blive WorldSkills-mester er til stede.

 Udover organisationssekretær Finn Johnsen var det medlemmer af Service Ungdom, Kathrine Jørgensen fra Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning og Morten Monberg Jensen fra Danske Mejeristers Fagforening, der var i front ved Serviceforbundets indsats.
De svarede på hundredvis af spørgsmål, uddelte materiale om forbund og OK-kampagne, og afviklede ligeledes en konkurrence, hvor præmierne var iPad-minier. Også erfarne fagforeningsfolk fra ESL, formand Peter Johansen og næstformand Robert Andersen, formand Bo Kjærulf, EFK, og faglig sekretær Conni Lorentzen,VSL, var blandt hjælperne ved arrangementet.
 Det var medlemmer af DFKF, Dansk Frisør- og Kosmetiker Forbund, der erobrede Danmarksmesterskaberne.

Fra frisørerne var det Rie Øland Bjerre, Hjørring, og fra kosmetikerne var det  Søsser Katrine Klit. De går begge på Tech College Aalborg.

 Til næste år holdes Skills i trekantområdet, Vejle, Kolding og Fredericia, men Serviceforbundet vil først evaluere indsatsen i år, før man beslutter sig for eventuel deltagelse.

Vigtige nyheder

1. maj hos Serviceforbundet

Kom med til vores festlige 1. maj arrangement på Ramsingsvej 30, 2500 Valby

Læs mere her