4. dec 2017

Alka solgt til Tryg

I medierne har vi de sidste dage kunnet læse, at der har været indledt forhandlinger om salg af forsikringsselskabet Alka. Tilsyneladende har forhandlingerne været langt længere i processen, og det er i dag offentliggjort, at forsikringsselskabet Tryg køber Alka og forventer at gennemføre handlen i løbet af foråret.

Alka er i manges øjne er synonymt med fagbevægelsen, og der er fra fagbevægelsens side generelt stor forundring og beklagelse at spore efter udmeldingen om salget.

For Serviceforbundets vedkommende er det da heller ikke uden bekymring, at rygterne fra sidste uge nu er blevet en realitet. Som Forbundsformand John Nielsen siger, så er det for de fleste af os en meget overraskende nyhed, som først er kommet til vores kendskab i slutningen af sidste uge. Vi mener, at det har været en kæmpe styrke, at Alka har haft så positivt et omdømme - som et forsikringsselskab, der i samarbejde med de faglige organisationer har kunnet være solidarisk med medlemmerne og tilbyde relevante forsikringer på den bedste og billigste måde. Man kan jo ikke undgå at være lidt bekymret for, om denne solidaritet og det positive omdømme vil blive spoleret, når man sælger Alka til et af de rigtig store forsikringsselskaber, som måske går mere efter almindelig profit end efter fagbevægelsens mærkesag: solidaritet.

Ud over det direkte hensyn til medlemmerne mener vi også, at det er bekymrende, at solidariteten mellem de enkelte forbund ikke er højere, end at man er klar til at tage sådan et skridt. Det kan have store konsekvenser - ikke kun for medlemmerne - men også for forbundene, at man ikke længere har en fælles intention om også at være solidariske omkring udbuddet af gode og billige forsikringer til det enkelte medlem af fagbevægelsen. Vi bevæger os tilsyneladende derud, hvor vi er os selv nærmest og har med salget af Alka til Tryg mistet en del af den gode intention om at have et fællesskab omkring flere dele af vores medlemmers daglige liv.

Ledelsen i henholdsvis Alka og Tryg oplyser i en pressemeddelelse, at Alka fortsætter som selvstændigt brand under et nyt ejerskab, og Tryg vil fortsat lægge stor vægt på de kollektive forsikringsordninger og tilknytningen til fagbevægelsen, som Alka har været kendt for.

Der er flere reaktioner på salget af Alka, se bl.a.:

Avisen.dk - https://www.avisen.dk/stilladsarbejder-rasende-salget-er-det-sidste-soem-i_474104.aspx

Berlingske Business - https://www.business.dk/finans/oproer-mod-salg-af-alka-ulmer-dybt-beklageligt-man-vil-saelge-ud-for-ussel

og

Blik og Rørs pressemeddelelse - http://portal.blikroer.dk/node/1218

Vigtige nyheder

Serviceforbundet vinder sag om chikane og truende adfærd

Serviceforbundet vinder på vegne af medlem af Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund sag om chikane og truende adfærd på hendes elevplads.

Læs mere her