Arbejde i vinterkulden
Er du klar til vinterkulden?
Foto: Shutterstock
17. december 2019

Sådan klarer du vinterkulden

Når efteråret og vinteren er over os, kan det være så som så med charmen ved udendørsarbejde.

Vi kan alle genkende situationen med, at fingre og hænder kan have problemer med at fungere ordentligt, hvis det er meget koldt. Når kroppen afkøles, får man nemlig langsommere reaktioner, nedsat koordination og mindre muskelstyrke.

Derfor skal du være ekstra opmærksom, hvis du arbejder udendørs om vinteren, eller hvis du arbejder inde i kolde omgivelser.

I Arbejdstilsynets vejledninger om arbejde i stærk kulde og i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljøs håndbog er der retningslinjer for den type arbejde.

Hvad sker der med kroppen?
Når du arbejder i kulde, og din krop dermed bliver afkølet, bliver din reaktionsevne langsommere. I farlige situationer, hvor du har behov for at reagere hurtigt, kan kulden derfor gøre en farlig situation endnu farligere.

Også din evne til at koordinere dine bevægelser bliver nedsat. Har du for eksempel kolde hænder og arbejder med koldt håndværktøj eller kolde emner, er risikoen for arbejdsulykker derfor større.

Endelig risikerer du hurtigere at overbelaste dine muskler, når de bliver afkølede. Muskelbelastningen bliver højere, jo koldere musklerne er, og din muskelstyrke bliver mindre.

Hvad kan din arbejdsplads gøre?
Hvis du arbejder udendørs i vinterhalvåret på en fast udendørs arbejdsplads, skal din arbejdsgiver sørge for, at der bliver sat afskærmning op for at beskytte mod kulde og vind.

Ud over det – og i øvrigt hvis afskærmning eller inddækning ikke er mulig – skal du have og bruge arbejdstøj, som beskytter mest muligt i forhold til de arbejdsopgaver, du har.

Og så skal din arbejdsgiver sørge for, at du har mulighed for at få varmen i opvarmede rum.

Hvis du arbejder indendørs, hvor det er nødvendigt, at temperaturen er lav – det kan for eksempel være tilfældet på nogle produktionsområder på blandt andet slagterier – skal din arbejdsgiver tilbyde særligt arbejdstøj og måske også begrænset arbejdstid i de kolde områder.

Arbejdstøjet er et personligt værnemiddel
Arbejdstøjet skal beskytte dig mod kulde, men du skal også kunne slippe af med din overskudsvarme, og det skal være tøj, du kan bevæge dig i.

Arbejdstøj er et personligt værnemiddel, og derfor skal din arbejdsgiver stille det til rådighed for dig. Men der kan være aftaler om, at du og din arbejdsgiver skal deles om udgiften. Dette kan du undersøge hos din lokale tillidsrepræsentant.

Begrænset arbejdstid i kulde
Hvis temperaturen når under -15°, bør du normalt ikke arbejde mere end 3-4 timer om dagen i denne temperatur og højst 2 timer ad gangen. Pauserne mellem dine ophold i kulden bør vare mindst 30 minutter, så din krop kan nå at komme tilbage til normaltemperatur.

Hvis temperaturen når under -28°, bør du normalt ikke arbejde mere end 15-30 minutter ad gangen, og pauser og andet arbejde bør også her være på mindst 30 minutter.


Belastningen ved arbejde i kulde afhænger især af:

  • Temperaturen
  • Eventuel vind
  • Den fysiske aktivitet under arbejdet
  • Beklædningen
  • Hvor længe, du arbejder i kulde

Vigtige nyheder

Sådan opdagede et medlem, hvor vigtigt det er at have et vagtkort

VSL har lagt en civil sag an mod Control N’ Security ApS (CNS) og har politianmeldt virksomheden for at ansætte vagtfolk uden vagtkort.

Læs mere her