Vagtuddannelsen bliver forlænget – blandt andet med et halvt års praktik.
Vagtuddannelsen bliver forlænget – blandt andet med et halvt års praktik.
Foto: Shutterstock
22. juni 2020

Nu bliver vagtuddannelsen længere

Fra august bliver uddannelsen fornyet og forlænget med et halvt års praktik.

1. august 2020 bliver vagtuddannelsen ændret på flere områder:

Uddannelsen bliver forlænget med et halvt års praktik, så uddannelsen går fra at vare halvandet år til at tage 2 år.

De to sidste uger af certifikatkurset ”Grundlæggende Vagt” bliver flyttet til hovedforløbet, hvor alle 6 uger før lå på grundforløb 2.

Alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag er nye. Gamle fag bliver lagt sammen og opdateret. Der kommer også nye uddannelsesspecifikke fag, nogle bliver nedlagt og andre ændret.

Uddannelsen var for kort
”Uddannelsen bliver forlænget, fordi det var en kort uddannelse, hvor hovedforløbet kun er 48 uger,” forklarer Jannick Pedersen, som er fællestillidsrepræsentant i G4S og har været med i arbejdet med den nye uddannelse på vegne af VSL. ”Der var simpelthen for lidt tid til praktik. Nu bliver uddannelsen udvidet med 24 ugers praktik for at give eleverne mere tid til at prøve teori af i praksis.”

Med den nye uddannelse er det også forventningen, at flere virksomheder vil tage elever. Jannick og VSL har lagt vægt på, at uddannelsen bliver mere nutidig og smidig, så vi får flere faglærte kolleger i branchen.

”Vi håber, at vi får dygtigere elever med mere praktisk erfaring. Samtidig er uddannelsen blevet mere allround, så nogle af fagene er blevet lagt sammen. Det har været nødvendigt, fordi vagtbranchen forandrer sig,” siger Jannick Pedersen. ”Uddannelsen bliver mere spændende og tidssvarende, så eleverne bliver bedre rustet til de mange forskellige opgaver, man kan møde som vagt. ”

Formand for VSL Peter Jørgensen er glad for den nye uddannelse: ”Det er vigtigt, at fremtidens vagter er godt klædt på til jobbet,” siger Peter Jørgensen, som tilføjer: ”Stor ros til Jannick for det store arbejde, han har lagt i at forbedre vores uddannelser. Det betyder meget at have en dygtig fællestillidsrepræsentant, som ved en masse om, hvad branchen har brug for.”

Påvirker ikke dem, der er i gang

Den nye uddannelse påvirker ikke alle de elever, som allerede er i gang med uddannelsen. Den har først betydning for de elever, som starter efter 1. august, oplyser Jannick Pedersen.

Det er anden gang på kort tid, at en uddannelse er blevet forlænget. 1. januar 2019 blev certifikatkurset ”grundlæggende vagt” forlænget fra 4 til 6 uger

Sådan forandrer uddannelsen sig:

  • 1. august 2020 forlænges uddannelsen fra halvandet år til at tage 2 år
  • Flere fag er lagt sammen eller fornyet
  • Der bliver mere tid til praktik