Flot afkast i PensionDanmark
Foto: Shutterstock
15. januar 2021

PensionDanmarks medlemmer fik flot afkast i coronaramt 2020

Trods store kursfald på aktiemarkedet i foråret endte PensionDanmarks medlemmer med gode afkast på pensionsopsparingerne i 2020.

2020 blev et år med usikkerhed og store udsving på finansmarkederne. Men ved indgangen til 2021 kan medlemmerne i PensionDanmark ikke desto mindre glæde sig over pæne afkast på pensionsopsparingerne i det forgangne år.

Alle PensionDanmarks alderspuljer sluttede 2020 med positive afkast. 45-års-puljen gav et afkast på 7,6 procent, mens 67-års-puljen voksede 3,9 procent i værdi.

Forskellen i alderspuljernes afkast skyldes, at de yngre medlemmer, som har længere tid til pensionsalderen, har en højere investeringsrisiko og derfor en større del af deres opsparing investeret i aktier i forhold til de medlemmer, der har kortere tid til pensionsalderen. Og i 2020 var aktier den aktivklasse, som gav det højeste afkast.

”Vi er glade for, at vi trods et turbulent år på finansmarkederne kan levere et rigtig fint afkast til vores medlemmer. Vi har været dygtige til at navigere i en vanskelig periode på især aktiemarkedet, og det kommer vores medlemmer til gode i form af flere penge på pensionsopsparingen,” siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Fordelt på aktivklasser var det især aktieinvesteringerne, der trak afkastene op.

”Vores aktieafkast er meget flot – især når man tænker tilbage på de voldsomme kursfald vi så, da corona spredte sig til Vesten i foråret. Men trods det gode resultat, må vi forvente lavere afkast på de finansielle markeder i en årrække. Derfor skal vi fastholde fokus på at have de laveste omkostninger i branchen, samtidig med at vi sikrer de bedste mulige afkast,” påpeger Torben Möger Pedersen.

PensionDanmarks afkast på børsnoterede aktier lød på 13,3 procent, hvilket er cirka 5 procentpoint større end afkastet på de globale aktieindeks. Det skyldes blandt andet en øget eksponering mod teknologiaktier, som har klaret sig relativt godt under coronakrisen.

89.000 kroner i gennemsnit
Det typiske medlem med pension i PensionDanmark har i 2020 fået 89.000 kroner ekstra ind på pensionskontoen.  Et medlem, der gik ind i året med en pensionsopsparing på 672.000 kroner, kan konstatere, at pensionsopsparingen i 2020 er vokset til 761.000 kroner Pensionsindbetalingerne udgør 44.000 kroner, mens forrentningen af investeringerne har givet det typiske medlem 45.000 kroner ekstra på kontoen.

”På trods af corona-krisen blev 2020 et rigtig godt investeringsår for PensionDanmarks medlemmer. For et typisk medlem betyder det, at pensionskontoen er vokset med i alt 13 pct. i 2020. Det skyldes dels pensionsindbetalingerne, der er aftalt i overenskomsterne, og det tilfredsstillende investeringsafkast. De kommende år skal vi dog nok indstille os på noget mere moderate afkast,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Hvordan ser det ud med din opsparing?
Tallene herover er for et typisk medlem og kan variere fra medlem til medlem. Du kan tjekke din egen pensionsopsparing ved at logge ind på pension.dk eller på PensionDanmarks app.

I PensionDanmarks app, kan du hurtigt og nemt se, hvor meget din pension er steget i 2020.

Hent appen her:

iPhone 

Androide 

Afkast PensionDanmarks alderspuljer (middel risiko) i 2020

Alderspuljer (2020/3 års gennemsnit)

45-års-puljen: 7,6% / 6,8%

55-års-puljen: 7,1% / 6,3%

60-års-puljen: 5,8% / 5,5%

67-års-puljen: 3,9% / 4,4%


Vigtige nyheder

Ved du, hvad du skal gøre, hvis der sker en arbejdsulykke?

Du er på vagt, og pludselig sker der en ulykke. Det er vigtigt for det videre sagsforløb at registrere ulykken korrekt. En ny kampagne viser hvordan.

Læs mere her