Har du løn til gode
22. juni 2022

Har du løn til gode? Derfor skal du huske at sige det til chefen

Hvis du har løn eller tillæg til gode, er det vigtigt, at du giver din arbejdsgiver besked, ellers kan du risikere at gå glip af pengene.

Glemmer din arbejdsgiver et weekendtillæg, eller har du på fornemmelsen, at du ikke får løn for alt dit overarbejde, bør du straks give din arbejdsgiver besked.

Får du det ikke gjort, kan du nemlig risikere, at pengene går tabt, hvis arbejdsgiveren går konkurs.

”Vi ser desværre af og til, at vægtere går og gemmer på den løn, de ved, de har til gode, fordi de ikke vil risikere deres job, hvis de starter en sag op,” fortæller Robert Andersen, som er næstformand i VSL. ”Desværre er det bare sådan, at hvis firmaet vælger at gå konkurs, så er dette krav ikke til at indfri. Det skyldes, at det ikke er blevet rejst overfor arbejdsgiveren inden konkursen.”

Få dokumentation
Derfor bør du gennemgå din lønseddel hver måned og straks gøre din arbejdsgiver opmærksom på manglende løn eller tillæg.

”Din arbejdsgiver vil også meget hellere have, at du straks gør opmærksom på fejl. Hellere det, end at dit tilgodehavende løber op i et større beløb. Det er naturligvis altid ærgerligt og irriterende for en arbejdsgiver at skulle af med mange ekstra penge på én gang,” siger Robert Andersen.

Du skal kunne dokumentere, at du har gjort din arbejdsgiver opmærksom på kravet. Det er ikke nok at gøre det mundtligt.

Du kan godt starte med mundtligt at gøre opmærksom på dine spørgsmål, men send en mail efterfølgende hvor du ”for god ordens skyld” skriver, hvad det er du gerne vil have undersøgt, og hvad du mener, du mangler at få udbetalt.

Spørg fagforeningen eller din tillidsrepræsentant
Er du i tvivl, om du har fået den rette løn, kan du altid kontakte fagforeningen og få et godt råd og et løntjek, inden du tager fat i din arbejdsgiver.

Du kan roligt kontakte fagforeningen, som aldrig vil kontakte din arbejdsgiver uden aftale med dig.

”Fagforeningen uddanner tillidsrepræsentanter til at rådgive dig om din løn, så har du en tillidsrepræsentant, kan du også altid få hjælp der,” råder næstformanden.

Konkurser giver flest problemer
Det er især i forbindelse med konkurser, at fagforeningen oplever, at medlemmer må vinke farvel til manglende løn, de ikke fik fortalt arbejdsgiveren om.

”Når vi rejser en sag hos Lønmodtagernes Garantifond, er der meget strenge regler om dokumentation,” forklarer Robert Andersen. ”Selvom vi kan beregne og godtgøre, at der mangler tillæg for en længere periode, kan vi ikke få pengene fra LG, hvis kravet ikke er rejst skriftligt overfor arbejdsgiveren inden konkursdatoen. Pengene går simpelthen tabt, og det er da superærgerligt.”

6 gode råd, så du altid får den rigtige løn og tillæg

  1. Tjek din lønseddel hver måned
  2. Spørg din arbejdsgiver, tillidsrepræsentant og fagforeningen, hvis du er i tvivl
  3. Få et løntjek i fagforeningen
  4. Rejs kravet straks, hvis der mangler noget
  5. Send en mail til arbejdsgiveren om dit manglende tilgodehavende, så du har skriftligt bevis på, at du har rejst kravet
  6. Hvis din arbejdsgiver ikke reagerer på din henvendelse, så kontakt straks din tillidsrepræsentant eller VSL. Kravet skal nemlig ”forfølges uden ugrundet ophold”. Det vil sige: Hele tiden.

Vigtige nyheder