Det Faglige Hus kostede Mohammed dyrt
Muhammed Akdag sammen med Robert Andersen og Carina Erleben fra VSL, som har beregnet hans løn og fundet, at Det Faglige Hus regner helt forkert.
12. august 2022

Det Faglige Hus regner helt forkert

Discount koster dyrt. Det måtte Muhammed sande, da han fik for lidt i løn som vagt. VSL beregnede sagen og kunne dokumentere, at Det Faglige Hus kun havde fundet en fjerdedel af det beløb, vagten havde til gode.

Vagten Muhammed Akdag har været ansat i vagtfirmaet Acon Group. Der har han ofte undret sig over, at han ikke fik mere i løn, når han havde flere timer. Det gjorde han arbejdsgiveren opmærksom på, men blev afvist med, at alt var OK.

”Jeg undrede mig over, om den løn jeg fik, nu også kunne passe,” fortæller Muhammed. ”Da jeg var medlem af Det Faglige Hus, bad jeg dem om at se på mine lønsedler og vagtplaner. Det gjorde de, og de mente, at jeg havde knap 7.000 kroner til gode.”

Kontaktede VSL
Muhammed havde mødt næstformand Robert Andersen fra vagternes fagforening VSL i forbindelse med et virksomhedsbesøg.

”Jeg tænkte lidt over det med de knap 7.000 kroner, som Det Faglige Hus havde beregnet. Kunne det nu passe? Havde de mon regnet rigtigt? Jeg besluttede mig for at ringe til Robert fra VSL. Han skældte mig lidt ud, fordi jeg ikke var medlem, og så sagde han, at han godt ville regne sagen igennem,” fortæller Muhammed.  

Havde regnet helt skævt
”Da vi fik Muhammeds papirer ind, kunne jeg straks se, at Det Faglige Hus ikke havde fået alt med i deres beregning. De kender naturligvis ikke vores overenskomst og ved ikke, hvordan den skal tolkes. Det er bestemt ikke første gang, vi har set det,” siger næstformand i VSL Robert Andersen. ”Det ringe faglige niveau hos Det Faglige Hus betød, at de blandt andet havde glemt at se på pension, feriefridage og særlig opsparing."

Carina Erleben fra VSL regnede sagen igennem og kunne se, at Muhammed ikke havde 6.845,42 kroner til gode, som Det Faglige Hus havde beregnet. Det korrekte beløb var derimod 31.835,40 kroner. En forskel på 24.989,98 kroner.

”WOW. Jeg er næsten i chok,” sagde Muhammed, da han fik beløbet at vide. ”Sikke en forskel. De penge kunne jeg godt bruge. Tænk at de kunne regne så meget forkert.”

Nyt job og medlem af VSL
Muhammed har fået nyt job hos G4S, som han er meget glad for. Han er i dag medlem af VSL.

Acon Group har erkendt, at de har betalt Muhammed for lidt i løn og at det beløb, VSL har beregnet, er korrekt.

”Jeg har virkelig fået øjnene op for, at discount ikke betaler sig, når man vælger fagforening. Nu er jeg medlem i VSL, fordi det er den fagforening, som har forstand på os vagter, og det gør selvfølgelig en stor forskel,” siger Muhammed Akdag og tilføjer:

”Jeg kan kun anbefale, at andre at gøre som jeg: Meld jer ind i den rigtige fagforening. Nemlig den fagforening, der har forhandlingsretten på overenskomsten, for de kender til overenskomsten og jeres rettigheder.”


Vigtige nyheder