23. september 2022

Vagtteam skal betale bod til VSL for brud på overenskomsten

Det kostede vagtfirmaet en bod, at de havde overtrådt overenskomsten. Boden skal betales, selvom det ikke er VSL, der har kørt sagen.

VSL har overenskomst med de fleste vagtfirmaer. Det gælder også vagtfirmaet Vagtteam.

Vagtteam havde forbrudt sig mod overenskomsten og havde underbetalt en vagt. Vagten var ikke medlem af fagforeningen, og betalte derfor en advokat for at køre sagen.

Det betød, at vagten fik en efterbetaling fra arbejdsgiveren efter et forlig indgået af advokaten. VSL kører nemlig kun sager for medlemmer, og kun for den periode de har været medlem.

Men efter sagen var kørt, besluttede vagten og advokaten at sende forliget til VSL. Det betød, at VSL kunne dokumentere, at overenskomsten ikke var overholdt, og derfor kunne fagforeningen kræve en bod af arbejdsgiveren.

En bod er en form for bøde for at overtræde overenskomsten.

”Når vi kræver bod af en arbejdsgiver, er det fordi, at det aldrig skal kunne betale sig for en arbejdsgiver ikke at overholde overenskomsten,” forklarer Robert Andersen, som er næstformand i vagternes fagforening VSL.

Boder kommer alle medlemmer til gode
”Boden kommer medlemmerne til gode, fordi vi bruger pengene fra de boder, vi får ind, til at føre faglige sager, uddanne vores tillidsrepræsentanter og os selv for sags skyld” siger Robert Andersen. ”Derfor kræver vi altid en bod, når der sker brud på overenskomsten.”

Tag fat i fagforeningen
Næstformanden opfordrer alle til at melde sig ind i VSL, når de arbejder i vagtbranchen:

”Vi er de eneste, der kan køre en sag helt til Arbejdsretten, fordi det er os, der ejer overenskomsten. Havde vi kørt den aktuelle sag for et medlem, kunne vi hente mere hjem end en ekstern advokat, som ikke har det samme kendskab til overenskomsten som os.”

Er du nuværende eller tidligere ansat hos Vagtteam, vil VSL gerne høre fra dig, da flere kan være ramt af brud på overenskomsten.  

”Der er gennem de seneste år sket forbedringer i henhold til overenskomstens vilkår hos Vagtteam, men helt i mål er arbejdsgiver ikke,” siger Unni Reuss, som er den faste sagsbehandler på sager i Vagtteam ApS. ”VSL har i denne overenskomstperiode haft 17 sager, alle med efterbetalinger til medlemmerne.”

”Vi rejser altid gerne en sag for vores medlemmer, og kan vi dokumentere gentagende brud på overenskomsten, så stiger boden, som arbejdsgiveren skal betale,” siger Robert Andersen. ”Det nyder alle medlemmer godt af. Vi skal sikre, at overenskomsten bliver overholdt, så der er fair konkurrence i branchen.


Vigtige nyheder

CNS skal betale stort beløb til vagter og VSL

Kan man gang på gang lukke virksomheder og åbne nye med de samme kunder og medarbejdere, og på den måde slippe for at betale det, virksomheden...

Læs mere her