18. november 2022

Sur over p-bøde: Anholder parkeringsvagt

En bilist blev så utilfreds med en parkeringsbøde, at han foretog en civil anholdelse af p-vagten.

En 50-årig mand fra Eskilstrup blev så frustreret over at have fået en parkeringsafgift på parkeringspladsen bag H&M i Nykøbing Falster, at han skubbede parkeringsvagten med begge hænder i brystet.

Det skriver Folketidende.

Lokalpolitiet oplyser, at den 50-årige foretog en civil anholdelse af parkeringsvagten med den begrundelse, at parkeringsvagten havde udstedt en parkeringsbøde på ulovligt grundlag.

Politiet blev tilkaldt, og nu blev den 50-årige anholdt og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.

P-vagter har risikofyldt arbejdsmiljø
”Dette er blot et af mange triste eksempler på, hvad P-vagter oplever i deres arbejde,” siger arbejdsmiljøkonsulent i VSL Martin Nielson. ”VSL ønsker, at parkeringsvagter skal omfattes af samme uddannelse og regler som øvrige private vagter i Danmark.”

Der er i dag intet uddannelseskrav til parkeringsvagter, og de er ikke omfattet af lov om vagtvirksomhed, som sikrer minimum 6 ugers uddannelse og sikkerhedsgodkendelse i uddannelsen ”Grundlæggende Vagt”.

”Det er helt tosset, for det er mindst lige så risikabelt og konfliktfyldt at være parkeringsvagt som almindelig vagt,” påpeger arbejdsmiljøkonsulenten.  

VSL oplever stadig, at parkeringsvagter går alene uden overfaldstryk i udsatte områder på udsatte tidspunkter.

Derfor arbejder VSL aktivt på at få ændret lovgivningen, så parkeringsvagter får den samme uddannelse og beskyttelse som vagterne har.


Vigtige nyheder