Hvis ens stillingsbetegnelse indeholder ordet ”funktionær”, så er man vel funktionær, eller hvad?
Ja, det skulle man tro, men sådan er det ikke.
”Ordet vagtfunktionær er et gammelt udtryk. Det hed allerede sådan, da fagforeningen blev stiftet i 1903, og det er årsagen til, at vi hedder Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning,” siger Peter Jørgensen, som er formand for VSL.
”Men vagtfunktionærer er IKKE omfattet af Funktionærloven, og er dermed ikke funktionærer i lovens forstand.”
VSL’s overenskomst for vagtfunktionærer følger på mange områder reglerne i loven. For eksempel har vagtfunktionærer lange opsigelsesvarsler sammenlignet med mange andre brancher.
Vagtassistenter er omfattet af Funktionærloven
I modsætning til vagtfunktionærer er vagtassistenter på vagtcentraler omfattet af Funktionærloven via deres overenskomst.
”Det står ikke i loven, at vagtassistenter er omfattet af Funktionærloven. Men det står derimod i vagtassistenternes overenskomst, at de er omfattet af Funktionærloven. Det sikrer dem blandt andet et forlænget opsigelsesvarsel og ret til en godtgørelse ved afskedigelse efter mange års ansættelse,” forklarer Peter Jørgensen fra VSL.