23. okt. 2023

Der findes mindst 5 gode grunde til, at du og dine kolleger ikke kan undvære en tillidsrepræsentant.

Faglig
Billede til nyheden
  1. I bliver ikke snydt
    På arbejdspladser med tillidsrepræsentant er der større sandsynlighed for, at overenskomst og love bliver overholdt. Tillidsrepræsentanten arbejder tæt sammen med fagforeningen.
  2. I får mere viden om jeres rettigheder
    Når der er en tillidsrepræsentant, er han/hun en, der har styr på regler og nemt kan tjekke, om alt er OK.
  3. I får bedre samarbejde
    Der er et meget bedre samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, og det betyder, at der er et bedre arbejdsklima. Tillidsrepræsentanten samarbejder også med arbejdsmiljørepræsentanten om et godt og trygt arbejdsmiljø.
  4. I kan få lokalaftaler
    Tillidsrepræsentanten kan i samarbejde med VSL indgå lokalaftaler, så I kan opnå nogle fordele. En lokalaftale er et supplement til overenskomsten, så den tilpasses til den enkelte virksomhed. En lokalaftale må aldrig forringe løn og ansættelsesvilkår.
  5. Hjælp til kolleger med problemer
    På arbejdspladser med tillidsrepræsentant står ingen alene. VSL-medlemmer kan tage sin tillidsrepræsentant med til møder med chefen og få gode råd, hvis der opstår problemer. Tillidsrepræsentanten hjælper også, hvis man får en advarsel, opsigelse eller bliver langtidssyg. Alt sammen problemer, som kan være svære at tackle alene.

”Vi ser langt færre sager om brud på overenskomsten fra virksomheder med tillidsrepræsentant,” fortæller Robert Andersen, som er næstformand i VSL. ”Tillidsrepræsentanterne er nemlig med til at sikre, at overenskomsten bliver overholdt.”

Tillidsrepræsentanten fungerer som en bro mellem ledelsen og de ansatte, hvilket betyder, at begge parters bekymringer og forslag bliver hørt og taget i betragtning.

”Vi anbefaler, at der bliver valgt en tillidsrepræsentant på alle arbejdspladser, og det siger vi også til virksomhederne. Det er nemlig også en fordel for virksomheden, når der er et bedre samarbejdsklima,” pointerer Robert Andersen.

Tillidsrepræsentanter bliver godt klædt på
Når man bliver valgt som tillidsrepræsentant, bliver man godt klædt på til opgaven. Man får straks tilbudt en uddannelse og en kontaktperson i fagforeningen.

Som nyvalgt tillidsrepræsentant har man ret til at få fri til tillidsrepræsentantuddannelsen.

Læs mere om uddannelsen her

Hvad laver en tillidsrepræsentant?

  • Sikre at overenskomst og love bliver overholdt
  • Er bindeled mellem virksomheden og kollegerne
  • Hjælper kolleger, som er medlem af VSL, med spørgsmål og problemer på arbejdspladsen
  • Forhandler med ledelsen om lokalaftaler

Hvem kan blive tillidsrepræsentant?
Der kan være lidt forskellige regler på de enkelte overenskomstområder. Fælles for alle er, at man skal være medlem af VSL for at blive valgt som tillidsrepræsentant, og at man skal have været medlem i mindst 6 måneder inden valget.

Det største overenskomstområde på VLS’s område er vagtbrancheoverenskomsten.
Der er reglerne:

  • Du skal være medlem af VSL
  • Du skal have mindst 1 års anciennitet på arbejdspladsen
  • Du skal være anerkendt dygtig. Det betyder, at du skal være en god rollemodel, ikke have advarsler o.l.
  • Der skal være mindst 5 ansatte på arbejdspladsen

Har I ingen tillidsrepræsentant?
Hvis I ikke har en tillidsrepræsentant i dag, bør du tage en snak med dine kolleger om, hvordan I får valgt en hurtigst muligt. Måske er det noget for dig? Eller måske er der en kollega, du vil opfordre til at stille op. 

Tag fat i os i VSL og få hjælp til at få arrangeret et valg.

”Kontakt fagforeningen, som kan hjælpe med at arrangere et valg. Vi kan tage en fortrolig snak om, hvordan I kan arrangere valget,” opfordrer Robert Andersen.

Hvordan foregår valget af tillidsrepræsentanter?
Der kan være lidt forskellige regler på de forskellige overenskomstområder om, hvordan selve valget skal foregå.

Det største overenskomstområde på VLS’s område er vagtbrancheoverenskomsten.
Der er reglerne:

  • Alle ansatte på arbejdspladsen skal kunne deltage i valget
  • Valget kan foregå på et møde eller som skriftlig afstemning, hvor alle får mulighed for at stemme
  • Det er vigtigt at stemme, fordi overenskomsten kræver, at mindst en tredjedel af de ansatte har stemt for vedkommende, for at valget er gyldigt

Det er altid VSL, der står for nyvalg af tillidsrepræsentanter for at sikre, at alle regler og anonymitet bliver overholdt.

Det er altid vigtigt at give VSL besked straks, når der er genvalgt en tillidsrepræsentant. Valget er nemlig først gyldigt, når VSL har fået besked og informeret arbejdsgivernes organisation.

3 gode råd, hvis du overvejer at bliver tillidsrepræsentant

  1. Tal med den tidligere tillidsrepræsentant om opgaverne
  2. Spørg fagforeningen til råds, inden du stiller op
  3. Sæt tid af til kursus og afklar med din hjemmefront – opgaven kan kræve tid udenfor arbejdstiden

Relaterede nyheder