Arbejdsmiljø
APV
Hvad er APV?
Hvad er APV?
APV står for ArbejdsPladsVurdering. Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV), også selv om der kun er én ansat. En APV er et redskab til at arbejde med virksomhedens arbejdsmiljø, og få kastet lys på de arbejdsmiljømæssige udfordringer, der kan være.
Et godt arbejdsmiljø i virksomheden kan have følgende fordele:
- Sparede omkostninger ved ulykker og erhvervssygdomme
- Mindre sygefravær
- Mindre udskiftning blandt de ansatte
- Større arbejdsglæde, motivation og produktivitet og meget andet
Krav til APV’en
Under processen skal eventuelle arbejdsmiljøproblemer frem i lyset, så de kan løses. Der er følgende krav til APV’en, som altid skal overholdes:
- APV’en skal være skriftlig, og den må gerne være elektronisk.
- APV’en skal altid være tilgængelig, så både ledelsen, de ansatte og Arbejdstilsynet kan læse den.
APV-processen består af 5 elementer:
- Registrere virksomhedens arbejdsmiljøforhold for at få et billede af, om der er arbejdsmiljøproblemer.
- Beskrive eventuelle arbejdsmiljøproblemer og vurdere, hvordan de kan løses.
- Vurdere, om der er forhold i arbejdsmiljøet, som kan medvirke til sygefravær.
- Lave en handlingsplan, der bl.a. beskriver, hvornår, af hvem og hvordan eventuelle problemer skal løses.
- Beskrive, hvordan der skal følges op på handlingsplanen, bl.a. hvem der har ansvaret for at gennemføre handlingsplanen i praksis. Gerne med deadlines.
Arbejdsgiveren skal inddrage de ansatte i hele APV-processen
Ledelse og medarbejderne vælger selv metoder og redskaber, som skal bruges til at gennemføre APV’en.
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, at der gennemføres APV mindst hvert 3. år, eller når der sker væsentlige ændringer i virksomheden, som har betydning for arbejdsmiljøet. Det kan være, at firmaet flytter til ny adresse, ændrede arbejdstider mv.
APV siden 1992
Kravet om arbejdspladsvurdering blev indført i dansk lovgivning i 1992, bl.a. for at gennemføre et EU-direktiv om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.
Det lovmæssige grundlag for arbejdspladsvurderingerne kan du læse i bekendtgørelsen fra Arbejdstilsynet. Bekendtgørelse om arbejdets udførsel. Du kan også se Arbejdstilsynets vejledning om APV.
Alle arbejdsgivere har siden udgangen af år 2000 været omfattet af kravet om at udarbejde arbejdspladsvurdering.
Skal jeg deltage i APV?
Når du deltager i en arbejdspladsvurdering – APV, får du mulighed for at give dit syn på arbejdspladsens fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
I en APV udfylder du ofte et spørgeskema, hvor du kan vurdere forskellige udsagn på en given skala. Det kan for eksempel være: Hvordan vil du på en skala fra 1 til 10 vurdere din leders evne til at kommunikere?
Dine kolleger udfylder samme skema, og når svarene bliver samlet og behandlet, vil det vise sig, hvilke områder, der vægtes til at fungere godt, og hvilke områder, der vægtes til at fungere mindre godt.
Det er vigtigt, at du deltager i APV undersøgelsen. Også selvom du er glad og tilfreds. Jo flere medarbejdere der deltager, jo bedre et billede bliver der af virksomhedens "tilstand".
Har jeg krav på at være anonym i APV?
Det er ikke et lovkrav, at du er anonym i APV’en. Og på små arbejdspladser kan det være umuligt.
Men det er i både din og din arbejdsgiver interesse, at APV’en udfyldes anonymt, så hver enkelt medarbejder tør udfylde spørgeskemaet så ærligt som muligt.
Er besvarelsen anonym, kan din arbejdsgiver og arbejdsmiljørepræsentanten kun se, hvem der har deltaget, men ikke se, hvordan de enkelte medarbejdere har svaret.
Derfor er det meget vigtigt, at du også skriver, hvad der kan gøres bedre, og ikke kun fortæller om et problem. Husk på, at din arbejdsmiljørepræsentant og ledelse ikke har mulighed for at gå tilbage for at få mere information, når besvarelsen er anonym.
Det er ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten, der sammen beslutter, om APV spørgeundersøgelsen er anonym eller ej.
Hvem laver spørgeskemaerne?
Der findes et APV-spørgeskema til ansatte inden for vagtområdet. Det kan du se på APV-portalen
Men spørgeskemaet skal tilpasses den enkelte arbejdsplads af ledelse og arbejdsmiljørepræsentant eller ansatte.
De største virksomheder i sikkerhedsbranchen udsender i dag APV spørgsmål til elektronisk besvarelse. Det foregår i praksis på den måde, at du modtager en mail med et link til et firma, som står for at indsamle informationerne.
Hvem behandler spørgeskemaerne?
Når alle har udfyldt APV’en, begynder din arbejdsmiljørepræsentant i samarbejde med ledelsen at se på besvarelserne og prioritere eventuelle arbejdsmiljøproblemer.
Resultaterne bør vises til de ansatte, evt. på et fælles møde, hvis det er muligt.
På baggrund af resultaterne skal der laves en prioriteret handlingsplan for, hvordan og hvornår de enkelte problemer skal løses, og hvordan arbejdsmiljøet i det hele taget kan forbedres. Handlingsplanen skal styre det løbende arbejdsmiljøarbejde. Det betyder, at nye arbejdsmiljøproblemer, der opstår i perioden imellem APV spørgeundersøgelser, også skal på handlingsplanen.
En APV er ikke en tilfredshedsundersøgelse. Loven siger, at der skal arbejdes aktivt for at løse de arbejdsmiljøproblemer, der kan komme frem i arbejdspladsvurderingen.
Se også Bekendtgørelse om arbejdets udførsel og Arbejdstilsynets vejledning om APV
Er der noget særligt om APV for gravide og ammende?
En arbejdsgiver skal – når han/hun bliver bekendt med, at en medarbejder er gravid eller ammer – sørge for, at arbejdspladsvurderingen vurderer, om der er en risiko for, at medarbejderen er udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten eller amningen.
Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om Gravides og ammendes arbejdsmiljø