1. maj trådte forsøgsordningen for kommunale tryghedsvagter i kraft.
Forsøgsordningen har været længe undervejs, men blev en realitet med ikrafttrædelsen af bekendtgørelsen tilbage i marts 2024.
Nu står vi så på springet til, at vagterne skal ud i det offentlige rum. Flere kommuner har allerede tilkendegivet, at de vil gøre brug af forsøgsordningen med tryghedsvagter.
Aarhus Kommune budgetterer med forsøgsordningen, og Københavns Kommune forventer at indsætte tryghedsvagter i gaderne i juni 2024.
Mangler grundlæggende beskyttelse
Til trods for vores utallige opråb til beslutningstagerne, så mangler forsøgsordningen stadig helt grundlæggende, tryghedsskabende elementer for vagterne, og det mildest talt bekymrer os.
I Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening anerkender vi til fulde behovet for flere tryghedsskabende aktiviteter og initiativer i det offentlige rum, og vi støtter op om ambitionen i forsøgsordningen med tryghedsvagter.
Men som repræsentant for de vagter – som i praksis skal udføre arbejdet som tryghedsvagter – så er vi særdeles bekymret for den manglende beskyttelse af tryghedsvagterne i udførelse af arbejdet.
Vi ser forsøgsordningen, i dens nuværende udformning, som en ordning, der skal skabe øget tryghed i bybilledet i Danmark, men som tydeligt mangler trygheden for vagterne.
Mindre sikkert end for politiet
I forsøgsordningen er det meningen, at kommunerne skal kunne anvende tryghedsvagter, som supplement i politiets arbejde med at opretholde ro og orden.
Når tryghedsvagterne skal supplere politiets arbejde i konfliktfyldte områder, så er der desværre en begrundet og naturlig frygt for, at episoder og situationer kan eskalere og blive reelt farlige.
I branchen oplever vagterne i Danmark et stigende trusselsniveau, og nu risikerer de at skulle udføre tryghedsskabende arbejde alene og uden mulighed for at kunne tilkalde den nødvendige hjælpe, når de udfører arbejde i konfliktfyldte områder, som politiet aldrig ville tage ud til alene.
I forsøgsordningen er der nemlig ingen krav til, at der skal udarbejdes en risikovurdering forud for vagtopgaven.
Det betyder, at arbejdsgiver ikke er forpligtet til at afsætte det nødvendige antal vagter på opgaven, og når risikovurderingen mangler, så risikerer vagterne i praksis at blive sendt til farlige områder helt alene – og det er naturligvis ganske bekymrende og på ingen måde i orden for vagternes sikkerhed.
Samtidigt er der heller ingen krav til, at tryghedsvagterne udstyres med en sporbar overfaldsalarm til en politigodkendt kontrolcentral, eller at de skal bære bodycams som en sikkerhed.
De tre redskaber er beskyttelse, som i høj grad vil kunne styrke sikkerheden for tryghedsvagterne – men som vagterne ikke har, når de nu bliver sendt på gaden.
Jeg er derfor bekymret for, at vi sender vagterne alene ud i situationer, som kan være decideret farlige, og jeg tør ikke tænke på konsekvenserne.
