Amanda gik i gang med en uddannelse til frisør. Men hun måtte havde Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund til at køre en sag, fordi hun ikke fik løn i den salon, hun var elev i. Efterfølgende fik Amanda atopisk eksem på hænderne, og så var det slut med drømmen om at blive frisør.
Senere besluttede hun at uddanne sig til kontorassistent, og hvad kunne være bedre end at blive uddannet i Serviceforbundet, hvor hendes mormor havde arbejdet i 31 år.
Da Amanda afsluttede sin uddannelse med topkarakter i januar i år, blev hun hentet til VSL som faglig medarbejder. Det betyder, at hun sammen med de 3 øvrige faglige medarbejdere i VSL ofte er den, du møder, når du ringer ind til VSL.
Godt at tale med medlemmerne
”Alt er jo endnu meget nyt, og jeg lærer noget hver eneste dag. Hvis et medlem for eksempel ringer på grund af mistanke om forkert løn og har brug for et løntjek, kan jeg starte sagen op og sørge for, at de informationer, som de faglige sagsbehandlere skal bruge, er der. Jeg kan også svare på de mere generelle spørgsmål om overenskomsten, og det bliver jeg gradvist bedre til. Der er desuden mange spørgsmål om lønforhold, sygdom, ferie og arbejdstid. Hvis jeg ikke lige kan svare, har jeg søde kolleger, der kan hjælpe,” siger Amanda, som er 31 år.
”Det vigtigste er, at medlemmet får en god oplevelse af, at VSL er der for dem og kan hjælpe, og jeg kan godt lide at tale i telefon med medlemmerne. De er altid søde og meget forstående, hvis jeg siger, at jeg er ny på pinden.”
Sammenhold
For Amanda er fagforening lig med fællesskab og sammenhold.
”Jeg er jo via min mormor og erfaringen fra frisøruddannelsen blevet godt oplært i betydningen af at have stærke fagforeninger. Vi har kun gode forhold, hvis vi står sammen. Jeg mener, at man skal være medlem af den fagforening, der aftaler ens overenskomst og dermed løn og arbejdsvilkår. En stærk fagforening kan presse arbejdsgiverne til en god aftale og give det enkelte medlem den bedste hjælp,” slutter Amanda.