”Loven om vagtvirksomhed er fra 1986, så det er på høje tide, at vi får en ny lov på området,” siger Peter Jørgensen, som er formand for vagternes fagforening VSL.
Det var anledningen til, at VSL mødtes med politikere, arbejdsgivere og andre fra vagtbranchen i sidste uge. På mødet på Christiansborg tog vi hul på en god snak om, hvad der bør ændres.
Kan aflaste politiet
”Det er jo ingen hemmelighed, at Politiet er presset på resurser. Derfor talte vi også om, hvilke opgaver vagtbranchen kunne aflaste Politiet med,” fortæller formanden for fagforeningen.
”Det kan være rutineopgaver som fangetransport og overvågning, som politiet i dag bruger tid på. Private sikkerhedsvirksomheder kan overtage nogle af disse opgaver for at frigøre politiets ressourcer til kerneopgaverne.”
Mere regulering
På mødet slog VSL’s formand også fast, at der er behovet for mere klare krav og moderne regulering, hvis private vagter skal løfte nye opgaver. Herunder obligatorisk efteruddannelse for vagter og mere kontrol og tilsyn med vagtvirksomhederne.
”I dag eksisterer der en gråzone, hvor vagter ansat internt i virksomheder eller offentlige myndigheder ikke er underlagt de samme krav som eksterne vagtfirmaer,” påpeger Peter Jørgensen og peger der blandt andet på kommunalt ansatte tryghedsvagter.
”I Sverige er der krav om risikovurderinger af vagternes opgaver, hvilket sikrer bedre arbejdsvilkår og sikkerhed,” fortæller formanden.