18. feb. 2020

Hvis du bliver opsagt og fritstillet fra dit job, kan den del af din ferie, som du har til gode - og al din afspadsering – blive anset for at være afholdt i opsigelsesperioden.

Faglig
Billede til nyheden
Husk at holde dit optjente overarbejde løbende. Ellers kan du risikere, at det bliver en del af din fritstilling, hvis du bliver opsagt. Foto: Shutterstock

En opsigelse kan være en kedelig omgang – især, hvis det er et job, som man er glad for og havde satset på at beholde i mange år.

Men en opsigelse kan blive endnu mere trist, hvis du ikke har styr på, hvad din arbejdsgiver kan forlange, hvis du fritstilles.

Ferie kan modregnes
Hvis du bliver fritstillet i forbindelse med din opsigelse, bliver din ferie anset for at være afholdt, hvis du har mindst 3 måneders opsigelsesvarsel, din hovedferie er varslet med mindst 3 måneder eller din øvrige ferie er varslet med mindst 1 måneds varsel, og du stadig kan nå at holde ferien indenfor din opsigelsesperiode.

Det betyder eksempelvis, at hvis du har 4 måneders opsigelsesvarsel og bliver fritstillet, og din arbejdsgiver - samtidig med at du bliver opsagt - fortæller dig, at du skal holde din hovedferie på 3 uger i løbet af den sidste måneds fritstilling, så er han i sin gode ret til det.

Hvis du derimod kun har 3 måneders opsigelsesvarsel, og du forud for opsigelsen ikke har fået besked om, hvornår du skal holde din hovedferie, så kan du ikke nå at holde ferien inden for din opsigelsesperiode, og så kan den ikke anses for at være afholdt i fritstillingsperioden.

Hvis det handler om din øvrige ferie, så kan din arbejdsgiver som regel godt nå at varsle ferien, og dermed vil du blive modregnet din restferie.

Overført ferie kan i visse tilfælde modregnes
Hvis du har fået overført ferie fra tidligere ferieår, kan din arbejdsgiver kun kræve, at du holder ferien, hvis den på forhånd er planlagt til afholdelse i den periode, hvor dit opsigelsesvarsel ligger.

Hvad med ferietillæg?
Du kan få udbetalt dit ferietillæg, inden du rent faktisk holder ferien. Hvis du i mellemtiden bliver sagt op eller selv siger op, og derfor ikke når at holde ferien, kan din arbejdsgiver modregne det udbetalte ferietillæg i din sidste lønudbetaling.

Feriefridage kan ikke modregnes – og dog
Hvis du holder op i dit job – uanset om du bliver opsagt eller selv siger op – får du som fuldtidsansat udbetalt din normale løn for de feriefridage, som du ikke har holdt.

Hvis du fratræder i løbet af året, har du ikke optjent alle 5 feriefridage. Derfor kan din arbejdsgiver modregne de overskydende feriefridage i din løn, hvis du har holdt flere, end du har optjent.

Hvis du er deltidsansat, skal din feriefridagskonto opgøres, hvis du stopper på arbejdspladsen. Hvis der er overskud på feriefridagskontoen, bliver det udbetalt til dig, og hvis der er underskud, kan din arbejdsgiver modregne i din sidste løn.

Under alle omstændigheder kan din arbejdsgiver ikke kræve, at du holder dine rest-feriefridage i din opsigelsesperiode, hvis det er arbejdsgiveren, der opsiger dig.

Overarbejde kan modregnes, hvis du ikke når at få det afspadseret
Ofte vil din arbejdsgiver afregne det overarbejde, du har haft i løbet af en lønperiode, når lønperioden slutter, hvis du ikke har fået det afspadseret.

Det er dog ikke altid, at det sker, og derfor kan du have en del timer til gode.

Hvis du bliver opsagt og fritstillet, kan din arbejdsgiver forlange, at du afvikler al din afspadsering i din fritstillingsperiode.

I korte træk
Ferien kan du ikke rigtig gøre noget ved, da det jo afhænger af, hvornår på året, du bliver opsagt og eventuelt fritstillet, og hvor meget ferie du har til gode på det tidspunkt.

Men afspadseringen er en helt anden snak.

Det er altså en rigtig god idé, at du løbende får afholdt de opsparede overarbejds- eller afspadseringstimer, som du har, så du ikke pludselig står med en hel masse overskydende timer, som du bliver tvunget til at holde i en eventuel fritstillingsperiode, hvor du alligevel ikke skal møde på arbejde.

Relaterede nyheder