23. jun. 2023

P-vagter latterliggøres og udsættes for vold

Kendt TV-vært laver grin med p-vagter, og Finanstilsynets tidligere direktør er anklaget for vold mod p-vagt.

Faglig
Billede til nyheden P-vagter latterliggøres og udsættes for vold
P-vagter oplever desværre jævnligt vrede bilister, der udøver chikane og vold.

For øjeblikket kører der en sag i byretten i København mod Finanstilsynets afgåede direktør Jesper Berg, som er under anklage for vold mod en parkeringsvagt fra Q-park. Han har påkørt og spyttet på p-vagten.

Men det er bestemt ikke det eneste grove eksempel på vold mod p-vagter. I hele landet oplever p-vagter chikane og vold.

En p-vagt i Helsingør blev overfaldet, så han måtte på skadestuen. I Slagelse blev en p-vagt slået adskillige gange af en vred bilist, der også hev hendes høretelefoner af og ødelagde dem.

Esbjerg tog en bilist kvælertag på en p-vagt, mens en bilist forsøgte at anholde p-vagten i Nykøbing Falster.

Mest kendt er nok sagen med Linse Kessler, som har fået en dom for at tæve en p-vagt med en Faxe Kondi. Som en del af den populære TV-serie ”Familien på Bryggen” har hun ofte fortalt, at hun hader p-vagter. Hun har blandt andet sagt, at hun grinede, da p-vagter fik tæsk med køller på Christiania.

Laver grin med p-vagter
Linse Kessler blev for nylig omtalt i satireprogrammet ”Tæt på sandheden” på DR, hvor værten Jonatan Spang sagde, at justitsminister Peter Hummelgaard havde fået danskernes fulde forståelse for at parkere ulovligt ved sine børns skole, hvis ministeren havde tilkendegivet et had mod p-vagter og var gået i kødet på p-vagterne.

”Hvem ville ikke havde elsket ham, hvis han med bue og pil nedkæmpede Europarks menneskelige affald? Og gerne sammen med Linse Kessler iført bikini og boldtræ,” sagde Jonatan Spang foran et storgrinende livepublikum på DR TV. (5 minutter inde i programmet)

Hvorfor er det lovligt?
”Jeg taler ofte med p-vagter, som oplever uhørte krænkelser og hadtale, blot fordi de passer deres arbejde. Det er som om, at folk glemmer, at p-vagter er helt almindelige mennesker, som udfører et job,” siger Conni Lorentsen, som er faglig sekretær i VSL.

”Hvorfor er det legitimt og lovligt at krænke p-vagter i deres arbejde? Hvorfor finder man det sjovt, at netop deres erhverv bliver moppet og grinet af? Her tænker jeg blandt andet på stand up’ere, som laver sjov med p-vagter, og hvordan man hepper på Linse, når hun fortæller om, at hun er gået til angreb på en p-vagt.”

VSL arbejder politisk for, at p-vagter skal omfattes af ”Lov om Vagtvirksomhed”, så de får et uddannelseskrav og mere sikkerhed i jobbet, fortæller Martin Nielson, som er arbejdsmiljøkonsulent i VSL. For kort tid siden har VSL drøftet problemet med Justitsministeriet.

”Du kan arbejde som p-vagt, når du er fyldt 18 år. Fuldstændig uden uddannelse, uden konflikthåndtering og uden overfaldstryk. Og det på trods af, at det er en branche, hvor hån og trusler om vold er en del af dagligdagen,” påpeger Martin Nielson. ”Derfor er det vigtigt, at vi får skabt større tryghed for p-vagterne.”

I 2021 gav Arbejdstilsynet et påbud til Parkzone A/S om ikke at lade parkeringsvagter gå alene i Mjølnerparken. VSL bad dengang politikerne om at gribe ind, fordi det farligt at gå alene som vagt og parkeringsvagt i udsatte boligområder.

Det kræver hård hud og god uddannelse at være parkeringsvagt, fortæller VSL-medlem Momodou Lamin Coker. Her kan du læse, hvad han har oplevet.

Relaterede nyheder