23. sep. 2024

Ny lovende metode til behandling af PTSD

Resultater fra Holland og Danmark giver håb om, at en mere effektiv terapiform, EMDR, til behandling af PTSD kan give et bedre liv.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Ny lovende metode til behandling af PTSD
Martin Nielson har selv erfaring med den nye EMDR-terapi. Foto: Line Jakobsen

Regionspsykiatrien Midt har afprøvet en ny terapiform, som har været brugt med succes i Holland. Efter en testperiode med lovende resultater har Midt besluttet at gøre det til et fast tilbud. Det betyder, at den traditionelle PTSD-behandling, hvor man genfortæller sine traumer, suppleres med EMDR-behandlingen, daglig motion, øvelser hjemme og undervisning i sygdommen. 

EMDR betyder ‘Eye Movement Desensitization and Reprocessing’. 

Sådan foregår behandlingen

I praksis hjælper terapeuten patienten med at genkalde det traumatiske minde, ofte med lukkede øjne. Når patienten har forbindelse til traumet, åbner patienten øjnene og følger behandlerens fingre eller et andet objekt, der bevæges så hurtigt fra side til side, at synet har svært ved at se fokusere. Disse hurtige øjenbevægelser hjælper med at “sløre” det oprindelige traume.

Traumet trækkes altså frem fra langtidshukommelsen for at blive gemt igen som et sløret minde sammen med positive følelser.

Patienten oplever ofte en stor følelse af lettelse i det øjeblik, og terapeuten hjælper med at fokusere på positive og trygge tanker.

Bivirkningerne kan være hovedpine og svimmelhed i timerne efter behandlingen. For mange er den helbredende effekt fuldstændig livsændrende og vejen til et normalt liv uden angst.

EMDR-terapi bliver stadig mere udbredt blandt privatpraktiserende psykologer. WHO anbefaler EMDR-terapi som effektiv behandling for unge og voksne med PTSD og forhøjede stresstilstande.

Positivt med flere metoder

VSL’s arbejdsmiljøkonsulent Martin Nielson er begejstret for den nye og effektive terapiform, som han selv har modtaget behandling med. 

”I vagtbranchen kan vi blive udsat for voldsomme oplevelser på vores job, og en del vagter har desuden været udsendt som soldater. Den nye EMDR-terapi har vist gode resultater, og jeg håber, at behandlingen bliver udbredt til hele landet.”  

Relaterede nyheder