Du kan selv tjekke din lønseddel for at se, om alt ser rigtigt ud.
”De fejl, vi ofte ser, handler om manglende timer, forkert betaling for overarbejde og manglende tillæg. Vi ser også en del fejl på indbetaling til pension og feriepenge,” forklarer Robert Andersen fra VSL.
Her er nogle af de fejl, som fagforeningen oftest ser på lønsedler:
1. Løn mangler
Får du løn for alle de timer, du arbejder, og det antal timer din ansættelseskontrakt eller overenskomst sikrer dig?
Du ville blive forbavset, hvis du vidste, hvor ofte vi finder fejl på manglende timer på lønsedlen. Gem dine vagtplaner eller skriv dine timer ned i en kalender, så du kan tjekke, om du har fået den løn, du skal have.
2. Lønstigninger mangler
Din løn skal stige en gang om året, fordi VSL har sikret dig en lønstigning i overenskomsten. Husker du at tjekke, om din løn stiger? Vi ser især fejl, når en lønstigning er med tilbagevirkende kraft, så hvis din arbejdsgiver skal regulere din løn, så skal du være ekstra opmærksom på, om du nu også får stigningen for hele perioden
3. Tillæg for overarbejde mangler
Hvis du har overarbejde, skal du have tillæg efter reglerne i din overenskomst. Tjek lønsedlen, hvis du har overarbejde. Det skal specifikt stå på din lønseddel, ellers kontakt os.
Er du omfattet af Vagtbrancheoverenskomsten, skal du også være opmærksom på:
- Om du kender din vagtplan 8 dage forud.
- Om du kender dine 4x2 faste fridage 30 dage frem.
4. Branchetillæg mangler
I de fleste af vores overenskomster findes tillæg for eksempel forskudttidstillæg, branchetillæg, genetillæg med flere. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
I Vagtbrancheoverenskomsten har du ret til et branchetillæg for alle dine præsterede timer. Tillægget er 4,95 kroner pr. time.
Tjek din lønseddel og se, om du har fået tillægget.
5. Store bededagstillæg mangler
Da regeringen fjernede store bededag, fik vi de fleste i stedet ret til et tillæg på 0,45 % af lønnen. Tillægget skal du kunne se på din lønseddel, og det skal enten udbetales månedligt eller sammen med ferietillægget. Tjek, om det er på din lønseddel.
6. Pension mangler
På din lønseddel kan du se, hvor meget din arbejdsgiver indbetaler til din arbejdsmarkedspension, som du har ret til i din overenskomst.
På pensionskassens hjemmeside kan du se, om pengene er blevet indbetalt.
Læs mere om din arbejdsmarkedspension her
7. Fejl i Fritvalgskonto og særlig opsparing
I mange overenskomster steg fritvalgskontoen til 9 % af din ferieberettigede løn i marts eller april 2024. Fritvalgskontoen kaldes i nogle overenskomster for Særlig opsparing.
Tjek, om du har fået stigningen, og vær især opmærksom på, om du får pension af fritvalgsopsparingen.
8. Feriefridage
Overenskomsten giver dig ret til 5 feriefridage om året. Hvis du ikke får dem afholdt, kan du have ret til at få pengene udbetalt. Her ser vi tit fejl på lønsedlen. Kontakt os, hvis du ikke har fået dem afholdt. Måske kan du have noget til gode.
Særligt for dig, som arbejder på en arbejdsplads, som ikke har overenskomst med VSL
Hvis din arbejdsgiver ikke har overenskomst med VSL, skal du være ekstra opmærksom.
Der er nemlig endnu hyppigere problemer der.
Og hvis din arbejdsgiver har opgaver for det offentlige, kan det være, at du er omfattet af en arbejdsklausul. Det betyder, at du skal have løn efter VSL-overenskomsten.
Det kan betyde en væsentlig lønforskel på en arbejdsplads uden overenskomst, eller på arbejdspladser med den noget ringere overenskomst med Det Faglige Hus.
En lønsammenligning fra VSL viser, at der var en lønforskel på op til 26 % på VSL-overenskomsten og overenskomsten med Det Faglige Hus, så der er mange penge på spil.
I sådanne tilfælde vil vi altid anbefale, at du kontakter os for et løntjek.
Husk, du kun er omfattet af det, der står i din kontrakt, hvis ikke din arbejdsgiver har tegnet overenskomst med os.
Få et løntjek
VSL finder fejl 9 ud af 10 gange, vi laver et løntjek.
Et løntjek er en gennemgang af dine lønsedler og kontrakt sammenholdt med din vagtplan.
VSL’s eksperter tjekker, om du får løn efter reglerne i din overenskomst eller ansættelseskontrakt.
Hvis du vil være sikker på, at din løn er korrekt, kan du kontakte fagforeningen og aftale et løntjek.
Det gør du ved at ringe til 36 14 11 11 eller sende en mail til vsl@forbundet.dk.
Læs også:
Har du løn til gode? Derfor skal du huske at sige det til chefen