I VSL er man rigtig ærgerlig. To gange inden for kort tid har man oplevet, at en arbejdsplads ikke fik valgt nogen TR.
- I begge tilfælde skulle de for første gang vælge en tillidsrepræsentant. Begge gange var der flere kandidater, der stillede op. Ved nyvalg skal man have 1/3 af samtlige ansattes stemmer. Det fik ingen af kandidaterne, selv om det var meget tæt på for den ene kandidat. Så hvis lidt flere havde stemt, havde arbejdspladsen fået en TR. Nu fik den ingen.
- Det bliver jeg utrolig ærgerlig over, for medarbejderne på arbejdspladsen er stillet meget bedre med en TR. Herinde i forbundet forsøger vi at følge med så godt som muligt, men vi kan jo ikke på samme måde som en lokal repræsentant vide, hvad der sker på arbejdspladsen.
En del af demokratiet
Netop retten til at vælge en tillidsrepræsentant som fagforeningens lokale repræsentant er en vigtig del af muligheden for indflydelse.
- På langt de fleste arbejdspladser opstår der mindre og større problemer. I mange tilfælde kan de løses i dialog med ledelsen. Tillidsrepræsentanten er valgt til at tage den dialog og eventuelt inddrage mig som faglig sekretær, siger Ulla Thygesen.
Hun fortæller, at det primært er de mindre virksomheder, der har problemer med at få valgt en TR. I de små virksomheder har kollegerne ofte meget lidt kontakt med hinanden, og her er det ekstra vigtigt at have en lokal repræsentant.
- VSl kan ikke opfordre nok til, at du bruger din stemme og får indflydelse. Det er en demokratisk ret, som fagbevægelsen har kæmpet for, så deltag næste gang, der skal vælges TR.