17. jul. 2020

VSL forventer også, at flere vagter vil få anerkendt arbejdsskader. Se, hvad du bør vide, hvis du kommer til skade.

Politik
Billede til nyheden
Husk at få anmeldt din arbejdsskade – også selvom du måske selv er skyld i skaden. Foto: Shutterstock

En lovændring fra 1. januar betyder, at mindre skader anerkendes, uanset om de har udløst behov for behandling eller ej. VSL forventer derfor, at flere vil få anerkendt deres arbejdsskader.

Hurtigere svar
Samtidig får man nu hurtigere svar på, om arbejdsskaden kan anerkendes. Tidligere måtte man vente på at få svar på, om skaden kunne anerkendes, indtil der var fastsat en méngrad, og dermed erstatningens størrelse. Sådan er det ikke længere. Nu skal man have hurtigt svar på, om skaden bliver anerkendt.

VSL har allerede set, at de første medlemmer har fået anerkendt en skade meget hurtigere end tidligere.

- Det er vi glade for, siger Martin Nielson fra VSL, som hvert år hjælper mange medlemmer med arbejdsskader. - Det hurtigere svar betyder nemlig også, at vi hurtigt kan anke sagen, hvis medlemmet ikke får medhold, og det er vigtigt, fordi arbejdsskadesagen så ikke trækker unødigt ud.

Gode råd til vagter, som kommer til skade på jobbet

  1. Kontakt din læge eller skadestue med det samme.
  2. Din arbejdsgiver skal anmelde skaden til forsikringsselskabet.
  3. Kontakt fagforeningen, hvor Martin Nielson er ekspert og kan svare på alle dine spørgsmål.

- Jeg vil gerne så tidligt som muligt tale med medlemmer, som er kommet til skade. Så kan vi forhindre, at der sker fejl, som kan koste medlemmet en erstatning, siger Martin. - Kontakt mig hellere en gang for meget end for lidt. Og gerne for tidligt end for sent.

Arbejdsskader har en bagatelgrænse på småskader som blå mærker og lette forbigående smerter. Men vær alligevel opmærksom og søg læge ved andre mindre skader.

Måske virker skaden som en lille bagatel, når den sker, men den kan udvikle sig til noget alvorligt. For eksempel kan små splinter i øjet udvikle sig til synstab, og rifter i kombination med kloakvand give en livstruende blodforgiftning.

Det er ikke din skyld
Martin Nielson oplever af og til, at medlemmer ikke få anmeldt arbejdsskader, fordi de tror, at det var deres egen skyld. Det kan for eksempel være et fald, som sker, fordi vagten tager 2 trin ad gangen på trappen og snubler.

- Det værste er, at medlemmer tror, at hvis de selv har dummet sig på en eller anden måde, så er det deres egen fejl og derfor ikke en arbejdsskade. Men Arbejdsskadeloven handler ikke om skyld. Den handler alene om, hvorvidt du er kommet til skade i forbindelse med dit arbejde, slår Martin fast. 

Relaterede nyheder