20. sep. 2021

Mark Nielsen er vagt. Da hans arbejdsgiver vagtfirmaet Vagtstationen gik konkurs, kontaktede han sin fagforening VSL. Det viste sig, at der var noget helt galt. VSL fandt fejl for 137.000 kroner, som han nu har fået udbetalt.

Faglig
Billede til nyheden
Måske bliver du også snydt. Du kan få et løntjek hos fagforeningen. Foto: Shutterstock

I september måned blev Mark Nielsens lønkonto pludselig meget rar at se på. Der gik nemlig 137.000 kroner ind. Penge, som Mark havde tjent hos vagtfirmaet Vagtstationen, men aldrig havde fået udbetalt.

Mark havde selv på fornemmelsen, at der var noget galt. Vagtfirmaet var lidt flosset i kanten. Lønnen kom ikke til tiden, og den passede heller ikke med Marks egne beregninger af timer, tillæg, feriepenge og pension.

- Jeg tænkte, at det måske var omkring 20.000 kroner, jeg manglede, og det er jo også en slags penge. Jeg har været ude for det 2 gange før hos andre arbejdsgivere og har fået hjælp af fagforeningen til at få mindre beløb, så jeg vidste godt, at VSL nok skulle finde ud af, hvad der var galt, siger Mark Nielsen.

Hav dokumentation på alt
Når fagforeningen skal hjælpe med lønsager, så er det meget vigtigt, at der er så meget dokumentation som mulig. På den måde kan fagforeningen dokumentere kravene over for arbejdsgiver.

Mark sendte derfor lønsedler, vagtplaner, timer og kontrakt ind. Så gik medarbejderne i VSL i gang med at beregne og kom frem til, at Mark manglede mindst 50.000 kroner, men de mente, at det måske drejede sig om mere. Så forbundets faste advokat fik sagen og kom frem til 137.000 kroner, som Mark har fået udbetalt.

Selv om Mark Nielsen var god til at dokumentere, så betyder manglende lønsedler for 3 måneder, at han faktisk er gået glip af endnu flere penge.

Det kan betale sig at stå i fagforeningen
- Jeg kan kun opfordre til, at man melder sig ind i den fagforening, der har overenskomsten. Og så skal man gemme alle lønsedler, vagtplaner, timesedler osv. og henvende sig til fagforeningen, hvis man har mistanke om, at der er fejl i lønnen, siger Mark Nielsen.

- Det er da ærgerligt at gå glip af penge, man rent faktisk har tjent. Jeg ved, at nogle af mine tidligere kolleger ikke var medlem af VSL, og de fortæller, at de ikke har fået deres penge. Så mit medlemskab af fagforeningen har så rigeligt betalt sig. Jeg vil opfordre andre til at melde sig ind i deres fagforening. For hvis du står helt udenfor eller er medlem hos nogle, der ikke har den overenskomst, du arbejder under, så er der ingen hjælp at hente.  

Relaterede nyheder