03. mar. 2025

Sejr over Victory Security I Arbejdsretten

Victory Security betalte Leif 72.439,44 kroner for lidt i løn og pension. Men sagen måtte helt til Arbejdsretten, fordi vagtfirmaet ikke betalte alle pengene.

Billede til nyheden Sejr over Victory Security I Arbejdsretten
Foto: Shutterstock

Leif arbejdede for Victory Security, som har haft overenskomst med VSL siden februar 2023. Virksomheden havde adresse i Hårlev tæt ved Køge og 34 ansatte.

Leif henvendte sig til sin fagforening VSL i januar 2024, fordi han fik forkert sygeløn, og ikke blev aflønnet efter vagtbrancheoverenskomsten.

”Det vi kunne se, da vi lavede et løntjek var, at Leif fik forkert timeløn, forkert løn under sygdom, og at han manglede betaling for tillæg, særlig opsparing og feriefridage. Oven i det hele, så manglede han også pension,” fortæller Robert Andersen som er næstformand i vagternes fagforening VSL.

VSL kørte sagen

Ved et lokalmøde med virksomheden i juni 2024 blev VSL og Victory Security enige om, at Leif skulle have 50.071,56 kroner for manglende løn og tillæg og 22.367,56 kroner i manglende pension.

”Virksomheden indbetalte efter mødet 50.071,56 kroner ind på Leifs konto. Ingen brev, ingen lønseddel, ingen skattebetaling og heller ingen betaling for den manglende pension.

Leif manglede altså stadig at få 22.367,56 kroner,” fortæller Robert Andersen fra VSL.

Det betød, at VSL og Serviceforbundet gentagende gange måtte rykke virksomheden og indkalde til møder.

Til sidst gik sagen videre til Arbejdsretten, hvor Victory Security ikke mødte op.

Dommeren i Arbejdsretten afsagde en udeblivelsesdom, hvor det blev fastslået, at Virksomheden skal betale en bod på 18.109,86 kroner, fordi vagtfirmaet ikke har betalt det skyldige pensionsbeløb. Samtidig skal Victory Security også betale en bod ekstra, fastsat af retten til fagforeningen på 25.000 kroner for brud på overenskomsten. I alt 43.109,86 kroner.

”Det er kun den fagforening, som har tegnet en overenskomst, som kan tage en sag helt til Arbejdsretten,” forklarer Robert Andersen fra VSL. ”For os er det vigtigt, at vi håndhæver vores overenskomst, og at arbejdsgivere ikke kan underbetale vores medlemmer.”

Ikke særligt løsningsorienterede

”Ifølge Victory Securitys hjemmesiden har de Danmarks bedst klædte service og løsningsorienteret vagter. Ikke kun i uniform, men også i sind, står der sågar i reklameteksten på hjemmesiden,” siger næstformanden. ”Men der var ikke meget løsningsorientering over virksomhedens håndtering af Leifs manglende løn og pension. ”Måske skulle de hellere have fokus på gode arbejdsforhold fremfor flotte uniformer?”

Leif arbejder ikke længere for Victory Security. Da han var ansat hos Victory Security, var mange af hans opgaver for Odin Security, hvor han efterfølgende blev ansat.

Victory Security er gået konkurs I februar 2025, så nu hjælper VSL Leif med at få de manglende pensionspenge i Lønmodtagernes Garantifond.

Læs mere: Victory Security konkurs

Relaterede nyheder