Det oplever man dagligt hos VSL – Vagternes Fagforening, hvor mangelfulde eller direkte forkerte kontrakter ofte giver problemer for medlemmerne.
”Vi ser alt for mange kontrakter, hvor der mangler helt grundlæggende oplysninger. Det kan koste dyrt, hvis der senere opstår uenighed om løn, arbejdstid eller anciennitet”, siger Robert Andersen, næstformand i fagforeningen.
Hvornår har du krav på en kontrakt?
Efter ansættelsesbevisloven har du krav på en ansættelseskontrakt, hvis du arbejder mere end gennemsnitligt 3 timer om ugen over en periode på 4 uger.
Kontrakten skal være udleveret senest syv kalenderdage efter, at ansættelsen er begyndt (for de væsentligste vilkår). Øvrige oplysninger kan gives inden for en måned.
Det betyder, at næsten alle vagter i praksis har krav på en skriftlig kontrakt.
Hvad skal en ansættelseskontrakt som minimum indeholde?
Ifølge ansættelsesbevisloven skal følgende fremgå klart og tydeligt:
• Arbejdsgivers og medarbejders navn og adresse
• Arbejdsstedets beliggenhed
• Stilling eller jobbeskrivelse
• Ansættelsens startdato
• Eventuel slutdato ved tidsbegrænset ansættelse
• Arbejdstid (herunder om arbejdet er fast eller varierende)
• Løn, tillæg, pension og udbetalingstidspunkt
• Ret til betalt ferie
• Opsigelsesvarsler
• Oplysning om eventuel overenskomst
Derudover skal det fremgå, hvis arbejdstiden er uforudsigelig, hvordan arbejdstiden fastlægges, og hvilke rammer der gælder.
Er der andre væsentlige vilkår for din ansættelse, skal de også stå i kontrakten.
Det kunne være:
· Alkoholpolitik
· Tavshedspligt
· Straffeattest
· Uniform
· Ophavsrettigheder
· Særlige sprogkundskaber
· Kørekort
· Forpligtelse omkring overarbejde
· Pligtmæssige rejseaktiviteter
Kontrakten skal ligne det arbejde, du faktisk udfører
En af de fejl, VSL oftest ser, er, at kontrakten ikke afspejler virkeligheden.
”Vi møder vagter, der har en 10-timers kontrakt, men i praksis arbejder fuld tid. Det er et problem. Din kontrakt skal svare til det arbejde, du faktisk udfører. Ellers kan det få betydning for blandt andet løn, pension og anciennitet”, siger Robert Andersen.
Hvis du fast arbejder 37 timer om ugen, bør det også fremgå af din kontrakt. En lav timenorm på papiret kan skabe usikkerhed om rettigheder ved sygdom, barsel, opsigelse og overarbejde.
Typiske mangler i kontrakter
Ifølge VSL mangler der ofte:
· Oplysning om, hvilken overenskomst der gælder
· Korrekt ansættelsesdato
· Angivelse af anciennitet
· Beskrivelse af arbejdstidens placering
· Klarhed om tillæg og pension
Især anciennitet er vigtig. Den kan få betydning for opsigelsesvarsler, løntrin og rettigheder i henhold til overenskomsten.
Tjek din kontrakt – før der opstår problemer
VSL anbefaler, at du gennemgår din kontrakt grundigt – og reagerer med det samme, hvis noget ikke stemmer.
”Mange kontakter os først, når skaden er sket. Men jo tidligere vi ser kontrakten, jo lettere er det at få rettet fejlene. Vent ikke, til der opstår en konflikt”, siger Robert Andersen.
Er du i tvivl om din kontrakt?
Er du usikker på, om din kontrakt lever op til reglerne – eller om den svarer til det arbejde, du faktisk udfører – så kontakt VSL.
Er du medlem af VSL, tilbyder vi at tjekke din ansættelseskontrakt.
En korrekt ansættelseskontrakt er fundamentet for dine rettigheder som vagt. Og det er langt nemmere at få styr på vilkårene fra starten end at skulle kæmpe for dem bagefter.
Gode råd om ansættelseskontrakten
Skriv aldrig under på en kontrakt du er i tvivl om. Du har ret til at tage den med hjem til gennemlæsning.
Loven siger ikke, at en ansættelseskontrakt skal være underskrevet. Kontrakten er stadig gyldig uden underskrift. Det afgørende er, om du har fået den udleveret.
Det er tilladt at aftale alt, så længe det ikke er i strid med loven.
Læs også:
Forkert ansættelseskontrakt kan koste dig 40.000 kroner https://vsl.dk/nyheder/2020-10-19-forkert-ansaettelseskontrakt-kan-koste-dig-40000-kroner/
Fakta om ansættelseskontrakter https://vsl.dk/loen-og-overenskomster/ansaettelsesforhold/ansaettelseskontrakt/



